Læsernes indlæg: Velkommen til vuggestuen.

Læsernes indlæg: Velkommen til vuggestuen.

Et tema her på bloggen frem mod den kommende demonstration for minimumsnormeringer på lørdag d. 6/4 har været min egen historie samt læsernes historier.
Du kan læse mere her 🙂

Jeg har fået delt denne historie fra endnu en skøn mor – som gerne vil være med til at sætte fokus på denne problemstilling.

Håber i vil tage godt imod hendes historie

_______________________________________________________________

Min datter startede i vuggestue i juli 2018 – mine oplevelser har siden da været at;

Det var en helt ny stue så der startede nye børn hver uge – små børn under 1 år gamle! Der var ikke ordentligt tid til indkøring og overhoved ikke nok hænder til at løfte opgaven at starte en helt ny stue op med børn på under 1 år alle sammen!! 


Ved opstart var der én pædagog og én medhjælper på stuen, det var en nyoprettet stue så der skulle ansættes endnu en pædagog. Fair nok. 
Den pågældende pædagog blev først ansat 1/12(!) Og inden da havde medhjælperen sagt op og stoppede 1/11 og den faste pædagog blev langtidssygemeldt i december. Fra juli til december havde der altså været mange forskellige skift af voksne. Ofte oplevede jeg at aflevere til en vikar jeg ikke engang kendte navnet på hver evig eneste morgen!

Nå men den nyansatte fra 1/12 gør sit arbejde super godt og en medhjælper fra en anden stue bliver flyttet ind på min datters stue (læs; så mangler han jo et andet sted som dækkes af skiftende vikarer) – min datter mistrives mere og mere og jeg er i dialog med pædagogen på stuen og lederen som er meget anerkendende og vil det bedste – jeg har meget lyst til at finde en anden løsning men beslutter at give det en chance til da medarbejdere jo er virkelig søde og prøver alt hvad de kan.

Her i marts måned bliver det så besluttet at min datters stue skal laves til en børnehave stue så alle vuggestue børnene skal flyttes over på en anden stue – med nye voksne igen! Min datter har nu oplevet flere voksen skift i de 9 måneder hun har gået i vuggestue end jeg selv oplevede hele min barndom igennem!

Jeg har taget konsekvensen og meldt hende ud og er nu ved at finde anden pasningsmulighed! Det gør ondt i mit morhjerte at jeg har udsat mit barn for den slags omsorgssvigt i 9 måneder! Jeg frygter for resten af hendes institutions liv og resten af Danmarks børn 😥


Udover ovenstående har jeg gentagne gange oplevet at hente et barn med en lorteble – som ikke er blevet opdaget – fordi de har været alt for få voksne til alt for mange børn! Jeg har oplevet at min datter er faldet i søvn i sin højstol fordi der ikke lige var nogen voksen til at sidde med hende. Ja så kan man jo ligeså godt ligge sig til at sove? 


Det pædagogiske personale gør det så godt de kan men rammerne de arbejder under er helt utilstedelige!

___________________________________________________________

Tak fordi i deler jeres historier – og vi dermed kan være med til at gøre opmærksomme på denne problemstilling – hvadenten man stemmer blåt, rødt, grønt eller noget helt fjerde.

Hermed kommer endnu en opfordring til at hoppe med til demonstrationen d. 6/4. Der er flere lokale rundt omkring i landet. Du kan læse mere her.

Læsernes indlæg: Er der en voksen tilstede?

Læsernes indlæg: Er der en voksen tilstede?

I forbindelse med mit seneste indlæg, omkring at vi har valgt at udskyde Ellens vuggestuestart har jeg fået et par indlæg mere fra læsere, som jeg har fået lov til at dele.

Vi har valgt at udskyde Ellens vuggestuestart – det er dog ikke alle der har de muligheder – og ikke alle, hvor det glider perfekt med overgangen fra vuggestue til børnehave. Læs mere om det her.

Jeg har modtaget følgende indlæg fra en læser, som har valgt at være anonym. Jeg håber, at i vil tage godt imod det.

_______________________________________________________________

I starten af januar 2018 skal min datter starte i børnehave og hun glæder sig, da hun har været klar til det i et halvt år. Vi ankommer og min datter trykker sig ind til mig og vil ikke slippe, men det går hurtigt over og hun begynder at lege. Efter blot en uge, er hun kørt ind og vi er glade. Hun stortrives og alle roser hendes udvikling og at hun er fremmelig. Primærpædagogen vurderer endda, at min datter allerede er klar til at smide bleen blot syv dage efter opstart.

Fire uger efter opstart henter jeg min datter hjem og hun har gradvist fået det dårligere, men her er det kulmineret fuldstændig og hun skriger uafbrudt i halvanden time.

Jeg forsøger at få primærpædagogen i tale, men dette bliver afvist og en leder vil kontakte mig i stedet for. Jeg forklarer, hvad jeg oplever, beder om en eller anden form for tagen hånd om sagen, men pointerer, det skal være indenfor den ramme af ressourcer, de har, da vi godt er klar over tingenes tilstand. Der bliver lavet tiltag indenfor rammerne, men min datter får det værre.

Jeg står med et barn, der udviser stress- og angstsymptomer i form af at pille negle til der er sår på fingre og tæer samt kradser hul i huden i ansigtet. 

  • Hun skriger, bider, slår, sparker, river, spytter og græder ved afhentning. 
  • Hun har natterædsel, hvor hun skriger og græder uafbrudt i halvanden til to timer. 
  • Hun får hovedpine, der ender i et migræneanfald. 
  • Hun kan ikke længere engagere sig i leg på egen hånd.
  • Hun fortæller flere gange, med stolthed i stemmen, at hun er komme til skade, men at hun ikke græd.
  • Hendes udvikling går i står og hun begynder at gå tilbage.

Da jeg vælger at sige stop og tage hende ud af børnehaven efter ti måneder, er hun gået så langt tilbage i udvikling, at hun er tilbage på babystadie og f.eks. sutter på tommelfinger, selvom hun aldrig tidligere har brugt hverken sut eller tommelfinger.

Det her, hvad vi byder vores børn og hvad politikerne mener, er robuste børn.

______________________________________________________________________________

Åh, hvor gør det ondt i maven at læse sådan en historie fra en læser <3
Personligt håber jeg, at dette forældreopråb gør det muligt, at få nogle bedre rammer for vores skønne pædagoger, pædagogmedhjælpere og vikarer (og alle andre, som arbejder med vores kære børn) – så de har tiden og overskuddet til at tage sig godt af de kære små <3