Jeg siger op…

Jeg har gjort noget vildt.
Jeg har gjort noget jeg ikke lige regnede med at jeg skulle gøre
Jeg har gjort noget, som giver mig lidt ondt i maven – altså på den gode måde..

Jeg har sagt min stilling op!

Siden 1. september ’14 har jeg været ansat på den bedste afdeling – Akutklinikken på Gentofte Hospital. De dejligste kollegaer, søde patienter (det meste af tiden), en rar, omsorgsfuld og forstående chef og ikke mindst – mega spændende speciale.. Jeg elsker skadestuen! Her har jeg fået muligheden for virkelig at lære mig selv at kende som sygeplejerske, udvikle mig selv faglige og blive endnu dygtigere – selvom der stadig er utrolig mange ting man ikke ved. Her fik jeg en basisuddannelse i akutsygepleje og en behandleruddannelse i ortopædkirurgi.

Men, at være ansat på en skadestue betyder en stor grad af vagtbelasning, når alle andre har fri. Dvs aftenvagter, nattevagter, 12 timers vagter i weekenderne og at vi jo altid har åbent i jul, påske, pinse, kr. himmelfart osv. Og denne kombination sammen med bedsteforældre langt væk og en mand som arbejder +50 timer om ugen – så måtte der ske noget andet.

Hvad skal jeg så nu?

Om præcis én uge – kun én uge – slutter min barselsbobbel og jeg skal tilbage til hamsterhjulet og få en hverdag til at køre med et “almindeligt” 8-15:30 job. Jeg har nemlig fået et super skønt job på lungemed.amb.

Jeg troede egentlig ikke, at de ville vælge mig. Jeg mødte nemlig op til samtalen med Ellen på 10 mdr på armen. Umiddelbart ikke det bedste, men Anders skulle pludselig rejse med arbejde og så var gode råd dyre. Jeg havde prøvet at planlægge, så hun kunne sove imens jeg skulle ind og overbevise dem om, at jeg var den helt rette til jobbet – men lige som de havde kaldt mig ind og jeg havde sat mig på stolen – hvem sagde så “bah bah bah” fra klapvognen…..

Så ja- jeg havde Ellen med til jobsamtalen. Som afd.spl sagde – “man kan da se, at du kan multitaske” Ellen opførte sig heldigvis pænt, men til en jobsamtale vil man jo gerne bare vise dem, at man er den helt rette til jobbet – men de tog det heldigvis alle pænt at hun vågnede og samtalen var super hyggelig og afslappet. En skøn stemning!

@Gentofte Hospital

Lige efter samtalen mødtes jeg med min gode veninde Pernille, som også er sygeplejerske – og 20 min efter jeg var gået fra afdelingen ringede afdelingssygeplejersken og tilbød mig jobbet. Jeg hoppede lidt af glæde og lovede Marie, at hun måtte få en is inden vi gik ned til Gentofte Sø og legede. Jubii. En rigtig skøn dag!

Jeg elsker lungespecialet – også det jeg kom fra før jeg fik arbejde på skadestuen – og brænder virkelig for lungepatienterne. Her er en bred skare af diagnoser og problemstillinger, som vi ambulant kan følge patienterne med. Her er unge og gamle – og alle skal have en fantastisk behandling.

Samtidig er der en sidegevinst, som hedder arbejdstiderne. Jeg er ansat på 30 timer – mandag til fredag fra 08-15:30 og med en ugentlig fridag. Dvs jeg har fri i weekender, helligdage, aften og nat. Et job, som passer bedre med bedsteforældre 300 km væk og en mand, som rejser meget med arbejdet.

På onsdag d. 15. maj kl 08:00 står jeg igen i den hvide kittel og skal til at lære en ny afdeling, nye kollegaer og et hjemmevant speciale at kende igen.

Jeg glæder mig helt vildt meget til at starte – har dog også lidt ondt i maven over, at jeg ikke skal tilbage til mine skønne kollegaer i akutten – jeg har dog på fornemmelsen, at det mindst bliver lige så godt i lunge.med.amb. De var hvertfald super søde – både da jeg var og besøge afdelingen inden jeg søgte, til samtalen og da jeg efterfølgende blev ansat. Jeg har hørt meget godt om afdelingen og glæder mig til at være en del af den.

Nogle gode tips til at starte op igen på nyt job efter mere end 1 års barsel? Jeg glæder mig hvertfald – dog ikke til at skulle smørre madpakke til mig selv. (Åh nej!)

Smil,
Pernille

Skriv et svar